Kære alle


Nu nærmer vi os årets højde punkt for galoppen på Fyn. Fyensløbsdagen afvikles nu på lørdag den 21. september, hvor Fyens Væddeløbsbane slår dørene op for 7 rigtig fine galopløb med de traditionsrige STARK Fyensløbet, Carlsberg Store Sprint, Odense Milen og HM Dronning Ingrids Ærespræmie for blot at nævne nogle af dem.


Vi er heldige, at Racing Club Fyn igen er repræsenteret på dagen ved Frankthetank. Jette fortæller, at Frank har holdt lidt ferie siden hans seneste start i Aarhus, hvor han var en fin anden, så han igen er klar til at dyste og denne gang i Dronning Ingrids Ærespræmie. Løbet er for amatørryttere over en distance på 1800 meter. Frank får Lisa Lindbjerg som makker denne gang, og selv om han holdt en smule ferie, melder Jette, at han er i god form, som han har vist hele sæsonen. Vi håber, at han får et godt løb her på hjemmebanen, som desværre også er sidste løbsdag i Odense i år.


Den heldige hesteejer for en dag lørdag den 21. september er medlemsnummer 31 Kirsten og Søren Hansen.


Vi ønsker tillykke med udtrækningen og minder om, at I booker bord direkte hos restauratør Claus i Restaurant Equi. Vi håber også, at I kommer i paddocken og hilser på træner, hest og rytter inden løbet.


Som altid kan I smugkigge i programmet på Fvb's hjemmeside, når vi kommer lidt tættere på. Vi håber at se rigtig mange af jer, som ud over flotte firbenede hestekræfter også kan se en anden form for hestekræfter: Speedway som kører både før og efter løbene.


Med venlig hilsen

Racing Club Fyn