Nye indlæg

Kategorier

Opfølgning på klubhestenes præstationer i 2017

25-10-2017
Så er vi kommet til årets sidste opfølgning på Elusive Island og Frankthetanks seneste starter. Begge er veloverstået, og hestene og teamet omkring dem er nu gået på en velfortjent vinterferie.

Elusive Island har det bedst med, at tingene er, som de plejer, og derfor har vi kun startet ham i Klampenborg og Århus indtil nu.

Det var heller ikke nogen videre succes at tage til Ålborg med ham. Allerede på vej til startboksen reagerede han på de nye omgivelser, hvor han bakkede ind i reklameskiltene, og Linda valgte derfor at springe af ham og trække ham hen til startboksen. I løbet løb han nærmest løbsk, og Linda kunne hverken styre farten eller holde ham inde ved rails. Dette til trods ender de alligevel på en 4. plads og får endnu en gang penge med hjem.

Frankthetank går et okay løb med tanke på det dårlige udgangspunkt med startspor 8. Han ender i den bagerste ende af feltet og holder den position indtil opløbet, hvor han spurter sig til en 4. plads.

Alt i alt er vi meget tilfredse med sæsonen. Elusive Island løb 64.400 kroner ind fordelt på 3 sejre, 2 andenpladser, 2 tredjepladser, 1 fjerdeplads og 2 femtepladser.
Han har startet 14 og har tjent penge i 10 af starterne.

Frank har ikke ramt målstegen først i år, til gengæld har han været anden 4 gange og har 3 tredjepladser, 2 fjerdepladser og 2 femtepladser. Frank har også haft 14 starter og har tjent i alt 41.014 kroner på 11 af starterne.

Trænerteamet i Heden/den aktive del af RCF siger mange tak for i år. Det har været en fornøjelse med mange gode oplevelser.

Næste arrangement i klubben er det årlige julebankospil, som i år afholdes onsdag den 13. december kl. 19 i Restaurant Equi på Fyens Væddeløbsbane. Mere om det, når vi kommer tættere på.

Kategori: Nyheder 2017
designed by: binezzdesign  | Tlf.: 61705098